Præstens tale

 

Præstens Tale

 
 Til menu

Bisættelse, Lørdag d. 14 august, kl. 13.00, 1993 Almen kapel
Inge Sørensen

Tale af Præst Benny Vndelev

Salmer: 367 - 45 // 44 - 727

Sælges ikke to spurve for en skilling?
Og ikke én af dem falder til jorden, uden at Gud er med den.
Men på jer er selv alle hovedhår talt.
Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve. AMEN.
Mattæusevangeliet, kap.10, vers 29-31

Hvordan vi end former ordene i dag, så er det ulykkelige omstændigheder, der har kaldt os sammen. I fællesskab og åbenhed er vi samlet for at tage afsked med et menneske.
Så fuldstændig uventet skal I sige farvel til et elsket menneske. Til Inge.
Tidlig på en nat i sidste uge sov hun stille ind. Så pludselig og brat uden synlige forvarsler. Uden den mindste mulighed for at forberede sig på noget. Og det er ubarmhjertigt...for dem, der står tilbage med tabet.
Hvordan vi end vender og drejer vore ord og tanker i denne time - så er det ikke til at forstå. For noget af det kæreste I havde, er her ikke mere. Et livsstykke. Et menneske, der lyslevende var hos jer. Så pludselig er standset midt i livet. Alt for tidligt.
Et uventet mørke lægger sig ind over jeres liv. Det er som et uvejr, der går hen over hjem og familie og river noget kært bort på et øjeblik. Og dagene bliver både tunge og tomme. Så uvirkelige. verden går i stykker for en. Dagene flyder sammen og går ud i ét. og det er så mærkeligt, at livet omkring een bare fortsætter. Det står ikke stille smmen med jer. Biler og busser, der kører. Butikker, der åbner og lukker.
Skyer, der sejler hen over himlen og solen, der går op og ned - som om ingenting var sket. Alle de ting bliver på en måde så ligegyldige.
og det er ikke til at fatte. Og det er svært at finde trøst i noget som helst! For alle der kendte hende kommer det som en chokerende besked.
Og det vil tage lang tid inden hjertet helt kan begribe, at I ikke får hende tilbage. Dette dyrebare menneske, som I har levet smmen med.
Det er naturligt at vi spørger hinanden: Hvorfor sker sådan noget? Hvorfor sker det ulykkelige? Og uanset hvilke veje vi søger for at finde svar, så ender det i blindgyder. der e rkun en vej... og det er den, at I må leve uden at finde forklaringer og svar. Leve med den gåde...for Inge var heller ikke den, der åbnede sig overfor andre om sig selv, om det man frygter for - om bange anelser og vanskeligheder.

Og vi skal ikke søge efter nogen mening med det som er sket.. Mest af alt finder vi ikke, at der er nogen mening. Tomheden og sorgen taler allermest om, hvor meningsløst det er, når det sker. Når hænderne så uventet bliver tomme. Og vi kan ikke sige tydeligt nok, hvad menneskelig opmærksomhed betyder i sådan nogle dage og tiden herefter. det at mærke støtte, menneskevarme og omsorg. Fra familie, venner og andre. For sådan er det også... Når det værste sker, så rykker vi sammen. Finder ind til hinanden. Så hjælper og styrker vi hinanden så godt vi kan.

I dag skal både tanke og sind rumme det sidste farvel. Og på sådan en dag da kan vore egne ord godt blive så fattige. Vore egne ord bliver så hule og halve. De slår ikke til. Og vi vil minde hinanden om, at det heller ikke er vore egne ord, der skal bære det som er sket for jer.
Kun et eneste ord kan bære både Inge og alle vi andre med. det ord, som ikke er vort eget. Som ikke er opfundet af noget menneske. Det ord af Guds egen mund:"Se, jeg er hos dig - jeg er med dig igennem alt, intet sker uden mit nærvær og kærlighed".
Gud er ikke dette, at være beskyttet mod alle ulykker, men at være hans midt i ulykken. Gud gav os hele ord med hold i.
Ord , der holder helt ind i himlen.
Ord med vægt og værdi.

Sælges ikke to spurve for en skilling? og ikke én af dem falder til jorden... uden at Gud er med den.Men på jer selv er alle hovedhår talt. Frygt ikke!
Vi skal selvfølgelig ikke forstå det bogstaveligt, at Gud skulle kende antallet af hovedhår på hvert enkelt menneske. men et billede er det. Et billed på, at Gud kender os...helt igennem. I Kristus har Gud levet vort liv. Ja han ved mere om det at være menneske end vi nogensinde kommer til at vide. Også ind i smertedybet og nøden er vi kendte af ham, der selv led det smerteligste af alle nederlag på en krsplanke. Alene fordi han elskede menneskene mere end det var fornuftigt. Og påskemorgen fik det døde liv. Natten blev til dag. Efter mørket kom der lys.
Og vi fik del i den sejr.

Både familie, venner og arbjdskammerater tager i dag afsked med noget uerstatteligt.
Alle har I mistet et kært menneske. Først og fremmest tænker vi på dig, Hans - som ser tilbage på gyldne og gode år med Inge. det hjem I sammen har skabt er præget af imødekommenhed og gæstfrihed. og jeg tror nok alle ved, at Inge satte sin familie højt. Et familiemenneske var hun. I var hendes ét og alt. Hun tog vare på jer...værnede om jer - glædede sig til at være sammen med jer. Det er noget af det I husker hende særligt for, at hun var god til at glæde sig sammen med andre. Det har I mærket, både børn og ikke mindst svigerbørn. Og så glemmer vi ikke at der er en lille Martin, der vil savne sin mormor...savne hende meget. Men også for mange andre er det et stort atb. Den øvrige familie, venner og alle, som har haft samvær og fællesskab med Inge. Og nu er hun der, hvor vi ikke kan følge hende længere. Men Gud er der, at hun ikke er alene - for ikke en spurv falder til jordn uden Gud er med. Intet kan ske for et menneske, så man er udenfor hans kærlige favn.
At miste hinanden er vel for os alle det værste og sværeste ved livet. Men midt  i det tunge skal vi også samle os om at sige atk. At bringe tak for alt det Inge har været for jer med sit liv. Og det kan vi vanskeligt sige i ord. For I har mange og lysende minder om hende. De er nu en slags guldstykker i jeres livs smykkeskrin. og dem kan man slet ikke lade være med at holde fast i. De betyder alt for een nu. Alt det I har haft sammen. Hyggestunder. Mærkedage. Familiefester. En 50 års fødselsdag, som nu pludselig står i et andet lys. Rejserne med sine arbejdskolleger fra Tobaksfabrikken.
I mindes hende som et positivt menneske. Glæden kunne lyse igennem så mange små ting. og så var arbejdet noget afgørende for Inge. Alle der kender hende fra arbejdspladsen ved, at hun var pligtopfyldende og trofast. Hun holdt meget af arbejdsfællesskabet. Og hun glædede sig til det og kunne ikke undvære det. Den fredag Inge døde havde hun været på Tobaksfabrikken i nøjagtigt 20 år.

Og så vil jeg gerne sige til  jer, som har mistet det kæreste...jer der står med den tunge virkelighed i jeres hænder. der findes ingen kloge ord at sige. Der findes ingen lette veje igennem. Sorgen er kommet ind i jeres liv. Man kan ikke glemme den. Eller slippe af med den. Flygte fra den eller få et middel, der fjerner den. Overalt, hvor man går hen har man den virkelighed med i sit liv.

Det er svære betingelser. Men vi siger det, fordi det er sådan. Sorg er jo ganske enkelt det, at man elskede dette menneske og nu kan man ikke komme af med sin kærlighed til det menneske. For døden har brudt detlivsfællesskab. der vil komme dage, hvor sorgen møder op. Og så er det allervigtigste, at andre giver en lov til at sørge. At man møde forståelse...for den fortvivlelse, der er inde i een. For ingen kan gennemleve sorgen fuldstændig ene og alene.
Altid vil Inge være med I jeres tanker.
Og vi beder om, at Gud vil give jer, der står hende nærmest hjælp til at holde fast ved de uforglemmelige spor hun satte i jeres liv. At taknemmeligheden over hendes liv altid vil være større end sorgen over at have mistet hende...Må Gud give jer styrke til at bevare livsmodet på trods af de svære dage i jeres liv.
Og så skal de ord stå som de allersidste her... at der er ingen grav der sætter grænse for Guds virksomhed og kærlighed. Intet andet sted kan vi gå hen end til evangeliet om Kristus som vor frelser og forhåbning. Og han vil fylde vore hænder og vore tanker med håb, og liv, og lys.
Derfor følger Gud også Inge ind i det ukendte. derfor tør vi overgive vore kære i hans hånd... i troen på at ikke en spurv falder til jorden uden Gud er med...
Lad os alle bede...
Evige Gud, barmhjertighedens Fader og al trøsts Gud, hør os når vi i sorgen og savnet kalder på dig og hjælp og med trøst og styrke i vor nød. Vi overgiver Inge i dine hænder og beder dig bevare hende hos dig...i dit Rige. AMEN.